Afrikansk tid

“Bussen bevæger sig ikke ud af stedet. Chaufføren smiler og småsludrer gennem vinduet om prisen på nogle auberginer. Det er over fem timer siden, der skulle have været afgang, men chaufføren gør stadig ikke mine til at køre. Mærkeligt nok virker folk hverken utålmodige eller irriterede over forsinkelsen. De fordriver bare ventetiden med at snakke eller tage en lur. Den kører, når den kører, og det vil i et mangelsamfund som det tanzaniske sige, når hvert et sæde er besat.

“Soon,” lyder beskeden, første gang bussens eneste vesterlændinge forhører sig om, hvornår bussen kører. Det betyder, at der kan gå lang tid endnu. Med et “just now” er man tættere på – alt fra fem minutter til en time. Først med et “now-now” er man ved at være der. I hvert fald i løbet af et kvarters tid.

Det hører til blandt de sejlivede myter, at tingene går mere stille og roligt for sig i Afrika, og selv om man altid skal være varsom med at generalisere, er der noget om snakken. Fænomenet har endda sit eget udtryk: African time – afrikansk tid.

Den vestlige klokketid er mekanisk og løber lige ud ad landevejen. Sekunderne tikker jævnt af sted, og hver time er lige lang. I Afrika inddeles tiden ikke af visernes skalpel. Man orienterer sig efter oplevelser – følelsesmæssige og personlige pejlemærker: Bryllupper, fødsler, dødsfald, krig, en voldsom regntid, en særlig fin høst. Ting skete ikke for halvandet år siden, men lige før høsten. Og eftersom tid er knyttet til handlinger og begivenheder, står den nærmest stille, hvis der ikke sker noget. Så når man venter, og der ikke sker noget, holder tiden ganske enkelt op med at gå. Den bliver ikke spildt, men står blot stille.”